«Nei, no fyrst skynar eg, du veit lite um folk»

Publisert

Kvar veke trykkjer vi eit utdrag frå Olav H. Hauges Dagbok 1924–1994, Samlaget 2000

1. oktober 1962

I dei åri eg røynleg levde eit åndsens liv, kalla dei meg sjuk, og dei sperra meg inne. I heile fire år. Eg kjem i hug at eg då stundom fann på at eg skulde vaka utyver natti og «fylgja med», som eg sa, kva som gjekk for seg.

Og det var forunderlege ting! Natti var full av stemmer og signal. Ein stor samtale gjekk for seg i åndsens rike. Ikkje berre jordbuarar, men og frå andre heimar. Levande og døde, det syntest ikkje vera nokon skilnad. Eg tenkte ofte attende kor tosken eg hadde vore som ikkje hadde lært meg til å lyda til alt dette vedunderlege fyrr. Eg hadde sove, og trutt andre gjorde det same.

Nei, no fyrst skynar eg, du veit lite um folk; sume, og mange fleire enn du veit, kan ha fylgt med frå dei var små og no vera store i åndsens verd – kjende til og med, vidt og breidt og kunna ha eit ord med i laget, og ei meining som vert lydd til millom dei som verkeleg styrer. For det stod greidt for meg at ein laut trena seg upp.

Det skrivne ordet skyna eg no var berre vas og tøv, som slike sjusovarar som eg sjølv, slike som ikkje visste kva som røynleg gjekk for seg i verdi og som heller ikkje visste kva åndsliv var. Og diktarar, endåtil Wergeland og Browning som eg kjende best til, var berre skuggar. Bleike skuggar. For no høyrde eg og såg eg so mykje som var so mykje fagrare enn alt det dei vasa um.

Digital tilgang – heilt utan binding

Prøv ein månad for kr 49.
Deretter kr 199 per månad. Stopp når du vil.


Eller kjøp eit anna abonnement