EDDA OG RELIGION

EYVINDUR P. EIRÍKSSON

ISLAND

Jeg vil gjerne komme med kommentarer til Dag og Tids artikel om den islandske «folkekirke», lest i papirutgaven. Den er god, men med et par fejl. Professor Pétur Pétursson siger han respekterer den hedenske Eddaen, hvad vi alle gjør. (En god ven af Hilmar Örn hovedgode, hvem jeg også kjenner, selv en gode!) Pétur nevner att han til og med bruker vakre ord fra den ved begravelser, hvad prester alment gjør faktisk, altså: Herren gi de døde ro, og miskunn til de andre som lever. På islandsk: «Drottinn gefi dánum (egentlig: daudum) ró og hinum líkn sem lifa.» Dette er bare ikke fra Eddaen, men fra Solsangen, íslandsk Sólarljód, et af de to viktigste og vakreste digter fra tidlig katolsk tid. Det annet er Lilja, om jomfru Maria. Vi kenner digteren til den siste, en islandsk munk i Norge, men ikke til den første. Solsangen faller typisk under den da populære sjangeren fra Divina Commedia, om en slik reise, men ellers original og vakker. De to er altså helt kristne, men formen og stilen direkte fra de gamle hedenske versemåter, Lilja under skaldeversformen drápa, men Solsangen under en Eddaform, og meget enklere. Det er altså interessant at disse godt kristne digtere bruker helt enkelt de gamle og hedenske formene. Men professoren er ikkje altfor godt verseret i sitt fag! En ting til: Navnet Edda er opprinnelig bare på Snorris bok, som han selv (tror vi) kaller Edda, som betyder enten Digtbok, beslægtet med Ódr, ´dikt´, eller Formoder. Da man så opdaget den Eldre Edda, satte man navnet også på den og kaldte den Sæmundar-Edda, den første Snorra-Edda. Denne vise Sæmundr hadde godt nok ingenting å gjøre med Eddaen, en anden misforståelse, altså. Selv er jeg nordisk ´grammatiker´ og lingvist, forhenværende lektor i islandsk i Reykjavík, Helsingfors og København, og på mine eldre dager familjemessig knyttet til Norge, der jeg virkelig trives og oppholder mig gjerne. Unnskyld mitt dårlige norsk, dansk er mitt språk nr. 2!